Vedtægter for foreningen arthotel
Navn og hjemsted
§ 1. Foreningens navn : arthotel
§ 2. Grundlagt af Dorthe Eggertsen og Rasmus Kajhøj 2014. Hjemsted Næstved.
Formål og vision
§ 3. Formål : arthotel er en forening med almennyttige kulturelle formål, hvis hovedopgave er at udvikle og producere projekter indenfor det scenekunstneriske område. Målgruppen for arthotels projekter kan være både børn, unge og voksne i al almindelighed, samt særlige grupper af enhver art.
§ 4. Vision : Der lægges særlig vægt på nyskabelse, aktualitet, interaktion og publikumsudvikling.
Med nyskabelse menes der særlig vægt på at arbejde eksperimenterende i formidlingen på både det visuelle, det musikalske og det digitale plan. Med aktualitet menes der særlig vægt på emner og temaer der relaterer til publikum og samtid. Med interaktion og publikumsudvikling menes der vægt på dialog og samspil med publikum, samt arbejdet med publikum som medskaber.
Styring, beslutninger og ansvar
§ 5. Foreningen består ved dens stiftelse af en kunstnerisk ledelse på to personer: Dorthe Eggertsen og Rasmus Kajhøj samt en bestyrelse. Dorthe Eggertsen fungerer ligeledes som daglig leder i arthotel.
§ 6. Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer : Formand, næstformand og 1-3 bestyrelsesmedlemmer.
§ 7. Bestyrelsen fungerer i en periode på fire år ad gangen, og vælger selv formand og næstformand blandt sine medlemmer. Sker der afgang af bestyrelsesmedlemmer i funktionsperioden, skal suppleringsvalg finde sted, såfremt antallet kommer under 3.
§ 8. Bestyrelsen udarbejder sin egen forretningsorden.
§ 9. Ordinær generalforsamling holdes en gang årligt, senest i juni måned og indvarsles ved e-mail til samtlige medlemmer senest 30 dage før.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent
2) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
3) Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4) Eventuelle forslag
5) Fastsættelse af kontingent
6) Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant
7) Valg af revisor
8) Eventuelt
Forslag til behandling under dagsordenens punkt 5 skal ved navns underskrift tilstilles et bestyrelsesmedlem senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
§ 10. Beslutninger ved afstemning kræver at mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne er tilstede.
§ 11. Den kunstneriske ledelse deltager i møderne uden stemmeret og udfører sekretærfunktion.
§ 12. Bestyrelsen antager den kunstneriske ledelse, og aftalen mellem bestyrelsen og ledelsen skal godkendes af samtlige bestyrelsesmedlemmer. Ledelsen skal have organisatoriske, teatermæssige og administrative forudsætninger for at lede foreningen.
§ 13. Den kunstneriske ledelse kan alene afskediges, når flertallet i bestyrelsen stemmer herfor.
§ 14. Den kunstneriske ledelse har den fulde kunstneriske ledelse af arthotel og det er ledelsens fulde ansvar at drive foreningen på det grundlag den er skabt.
§ 15. Optagelse af nye medlemmer sker ved skriftlig ansøgning. Optagelse finder sted på den årlige generalforsamling ved flertal blandt de eksisterende medlemmer.
§ 16. Udmeldelse/ ekskludering af et medlem kan ligeledes finde sted ved flertal blandt de eksisterende medlemmer.
Finansiering
§ 17. Foreningens projekter finansieres gennem støtte fra fonde, offentlige tilskud, donationer samt gennem indtægter fra salg af forestillinger, billetter og lign.
Budgetter, regnskab og revision
§ 18. Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut.
§ 19. Ledelsen har det overordnede økonomiske- og driftmæssige ansvar samt ansvar for at der bliver udarbejdet et årligt regnskab. Foreningens regnskabsår går fra 1 januar til 31 december.
§ 20. Regnskabet revideres af en autoriseret revisor og godkendes af bestyrelsen.
§ 21. Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres senest 14 dage før generalforsamlingen
§ 22. Det påhviler den kunstneriske ledelse nøje at overholde de fastlagte budgetter med de afvigelser som er nødvendige for en forsvarlig gennemførelse af de pågældende projekter. Ledelsen har pligt til løbende at holde bestyrelsen orienteret om drift og økonomi.
§ 23. Bestyrelsen har til opgave, nøje at følge drift og økonomi, samt at påse at budgetterne overholdes.
Tegningsret og hæftelse
§ 24. Foreningen hæfter alene med sin formue for de forpligtelser, som ledelsen og bestyrelsen lovligt pådrager foreningen.
§ 25. Foreningen er forpligtet til at anvende fondsmidler og andre tilskud i overensstemmelse med formålet.
§ 26. Ved opløsning af foreningen skal foreningens eventuelle nettokapital overgå ubeskåret til anden forening med lignende kulturelle formål.
§ 27. Foreningen tegnes af bestyrelseformanden samt 2 bestyrelsesmedlemmer.